Af Astrid Lystbæk Andersen
Tirsdag 1. april 1952. En 7-årig pige med fletninger står i skolegården på Vejby Skole med Dannebrog vejende over sig. Hun står side om side med en masse andre børn. Helt alene uden far og mor. Det bliver for overvældende for den lille pige, og hun bryder grædende sammen. Mens hun står og tørrer tårerne væk, går lærer Larsen hen til hende og giver hende en trøstende hånd. Hurtigt er hun tryg igen. De 32 elever i 1. klasse går nu i samlet flok ind i deres nye klasselokale. Bordene har faste bænke, og pigerne sætter sig ved vinduet. Første skoledag er i gang.
Pigen med fletningerne hedder Kirsten Jørgensen. ”Måske er der personer og begivenheder, som af andre huskes anderledes - men jeg fortæller, som det dukker op i mine erindringer.”, fortæller Kirsten i ”En Vejby-piges barndomserindringer”. I dag er Kirsten 81 år og bor stadig i Vejby. Her tegner hun et levende billede af livet i byen i 1950’erne – en tid med nærhed, fællesskab og faste traditioner.
Lillesøster kom med storken
Kirsten blev født i sommeren 1944. Én af hendes første erindringer er fra 1949, hvor lillesøster Janne blev født. ”Dengang kunne man ønske sig en lillesøster eller lillebror ved at lægge en sukkerknald i vindueskarmen til storken”, erindrer Kirsten. En søndag formiddag blev hun pludselig sendt i byen med sine større søskende. Og ved hjemkomsten nogle timer senere havde Kirsten fået en lillesøster, der lå sammen med mor oppe i soveværelset. I bagklogskabens klare lys undrede Kirsten sig over, at hun ikke bemærkede moderens gravide mave. Men sukkerknalden var en plausibel forklaring, og kusinen Hanne havde jo fået en lillebror på samme måde! ”Er der noget at sige til, at jeg i mange år troede på storken?”, fortæller Kirsten.
Skoleliv og sang i kirken
Kirstens skolegang begyndte i den nyrenoverede Vejby Skole på Tisvildevej 11. Tidligere havde de små klasser gået hos fru Drachmann i lærerindeskolen på Gl. Skolevej 3, men nu skulle alle elever gå det samme sted. Det var spændende at møde de andre børn. Skolen havde et stort opland, så der var mange børn fra Mønge, Rågeleje, Unnerup, Ørby, Holløse og Vejby Strand, hun ikke kendte. Kirstens årgang var den første årgang med skolestart på skolen.
Der var kun fire klasseværelser, så de yngste elever mødte først kl. 11.00, når de større klasser havde sløjd, husgerning eller idræt. Fru Drachmann underviste stadig de små klasser, og hende var Kirsten glad for. Hun var også organist i Tibirke Kirke, og lod børnene synge i børnekor. “Det gav mig lysten til at synge – en glæde, jeg har haft hele livet,” siger Kirsten.
Leg efter skoletid
Dengang var der ingen mobiltelefoner, computerspil eller organiserede fritidsordninger – men det betød ikke, at børnene kedede sig. Tværtimod. Der var masser af plads til leg og fantasi, og hele byen blev taget i brug. Når Kirsten ikke var i skole eller skulle hjælpe til derhjemme, var der leg i Sandgraven ved siden af den tidligere lærerindeskole.
De lune sommeraftner blev også brugt til at lege gemmeleg, krone- eller dåseskjul. Og når det blev vinter, blev gadekæret forvandlet til skøjtebane, og Kirkebakken til kælkebakke. Men det var ikke kun de spontane lege, der fyldte fritiden. Vejby bød også på fællesskab og traditioner. Pinsefesterne på Ørby Baun var et højdepunkt, hvor hele byen samledes om dans, musik og tombola. Der blev lagt dansegulv, sat kulørte lamper op og højtalere i træerne. ”Det var et stort tilløbsstykke,” fortæller hun.
’Kødtur’ med slagter Gunnar
Et andet særligt barndomsminde var ’kødturene’ med faderen Gunnar, der var byens slagter. I 1947 var Kirstens familie flyttet til Stationsvej 10, hvor forældrene havde bygget hus og slagterforretning. Som større pige hjalp Kirsten til i den lille forretning. Om lørdagen kunne der være kø helt ud på fortovet. Der var ét kølerum, hor der hang store kødstykker til modning efter slagtning. Og faderen havde både pølsemageri og rygeovn, så der blev solgt mange spegepølser og røget bacon dengang. Desuden havde de en kælder, hvor der blev lagret oste. ”Der lugtede ikke specielt godt i den kælder”, mente Kirsten. Særligt ikke efter den sommer, hvor nogle københavnere havde bestilt en hel ost til lagring til året efter.
Sommeren var årets travleste tid. Familiens største indtjening kom fra land- og strandture, hvor Gunnar kørte rundt og solgte kød, pålæg, ost m.m. i sommerhusområderne. ”Når man var så stor, at man kunne være til gavn, var det en tjans at komme ud og køre med slagtervognen, hvor man skulle løbe ind og banke på og fortælle, at slagteren var der”, erindrer Kirsten. Det var både mandag, onsdag og fredag – og ofte var de ikke hjemme før kl. 21 om aftenen.
Når Kirsten ser tilbage, var barndommen præget af tryghed og nærhed. “Vi havde alt i byen – og vi børn kunne altid finde på noget at lave. Jeg har boet her hele mit liv, og jeg nyder stadig udsigten til Melhøj fra mit køkkenvindue. Det er her, jeg hører til.”
