Tag eleverne med på Gribskov Arkiv

På Gribskov Arkiv tilbyder vi undervisning om den lokale historie i Gribskov Kommune.

Målet med et besøg på arkivet er at bringe Gribskovs fortid i spil med nutiden og give eleverne en ny oplevelse af deres egen lokale historie. 

Det unikke kildemateriale
Gribskov Arkiv har lokalhistoriske samlinger med genstande, fotos, dagbøger og erindringer, der i særlig grad belyser livet i det Gamle Gribskov. Dermed tilbyder arkivet et unikt perspektiv på historien i elevernes lokalområde, der ikke findes tilgængeligt i noget andet undervisningsmateriale.

De levende kilder, der omhandler lokale forhold og almindelige mennesker, virker ofte mere konkrete og relevante for elever og lærere end ‘den store historie’ om konger og krige. Det mener vi er et godt udgangspunkt for at perspektivere mellem den lokale historie og den store historie.

Et besøg på Gribskov Arkiv udgør i det hele taget et virkningsfuldt ‘læringsrum’, hvor elever og lærere oplever, sanser og begriber historien på nye, anderledes vinkler.

Gribskov Arkivs administrationsbygning, Græsted Stationsvej 8, 3230 Græsted

Vil du vide mere?

Kontakt arkivet for at høre mere om, hvad et besøg på arkivet kan indeholde. 

Gribskov Arkiv
Græsted Stationsvej 8, 3230 Græsted

Tlf.: 7249 9945

 

Undervisningsforløb

I arkivarens fodspor

Kom på besøg i Gribskov Arkivs magasiner. Hvordan bevarer man Gribskovs historie? Og hvad er egentlig en arkivars arbejde?

Klassetrin: 2.-9. klasse

Dukker og Snurretoppe

Eleverne bliver introduceret til børneliv i gamle dage gennem billeder fra lokalområdet.

Klassetrin: 0.-3. klasse

Børnestemmer - din skoletid

Hvordan var det at gå i skole i gamle dage? Og hvordan ser din skoletid ud i dag?

Klassetrin: 4.-9. klasse

 

Livet omkring Søborg Sø

I 2025 skriver Gribskov Kommune historie, når Søborg Sø efter 230 år som landbrugsjord atter bliver til en sø.

Klassetrin: 4.-9. klasse 

 

Oktober 43' - jødernes flugt til Gilleleje

Hvordan mon det var at være skipper på et skib fyldt med jøder, der skulle sejles til Sverige i oktober 1943? Og hvordan var det at bo i Gilleleje, da jødeforfølgelserne var på sit højeste?

Klassetrin: 7.-10. klasse samt gymnasier 

Fra skolebænk til borgmesterstol

Debat-rollespil i Byrådssalen med baggrund i en case fra lokalhistorien.

Klassetrin: 8.-10. klasse og gymnasie

Skov-Stratego ved Ruinen

Lær historien om Grevens Fejde gennem bevægelse og aktivitet

Klassetrin: 4.-6. klasse

Tidsrejsen til Gamle Gribskov

I dette læringsspil lærer eleverne om hverdagslivet for 100 år siden. 

Klassetrin: 5.-9. klasse

Kildekasser - Befrielsen og Datidens skole

Lad eleverne få fingre i et unikt kildemateriale, der giver dem mulighed for at arbejde med kildekritik og historie i deres lokalområde.

Klassetrin: 8.-10.klasse