Sådan tager du gode nu-billeder.
- Find først et gammelt foto af et hus eller landskab, som du vil fotografere. Du kan finde gamle billeder på arkiv.dk.
- Notér billedets informationer. Alle billeder i arkiv.dk har et b-nummer.
- Print billedet eller gem det på telefon eller tablet.
- Find det sted, som det valgte foto forestiller. Stil dig i nogenlunde samme afstand og vinkel til motivet, som fotografen, der tog før-billedet må have haft.
- Hold det gamle billede op foran dig, og tjek om du står rigtigt. Notér din position, for eksempel adresse, eller "cirka 5 meter fra hjørnet i krydset Hammerichsvej-Enghavevej i Helsinge".
- Tag et nu-billede i høj opløsning.
- Sammenlign dit eget billede med det gamle billede. Måske skal du prøve et par gange, før du står helt rigtigt.
Vær omhyggelig
Hvis dit nu-billede skal blive rigtig sjovt, skal det ligne før-billedet så meget som muligt. De to billeder af Østergade 15 i Helsinge er taget fra næsten samme position, mens de to billeder af møllen i Dronningmølle her på siden er taget fra lidt forskellige vinkler. I det aktuelle tilfælde har det heller ikke været fotografens mening, at billedet fra 2015 skulle svare til billedet fra 1920, så vi viser det kun for eksemplets skyld.
